Mit favorit-sted i Et stykke af månen

Når jeg skriver en bog, får jeg rigtig mange favorit-passager i bogen, og nu vil jeg dele ét af mine yndlingssteder i Et stykke af månen med jer! Jeg håber, at I også kan lide det. Det er et godt stykke inde i bogen, hvor hovedpersonen, Dina, er ude at gå med sin hund, Balder. Her møder hun Luke, som hun er vild med. Det er især den allersidste del af uddraget, jeg elskede at skrive:) 

Omslag: Alette Bertelsen

Balder trækker helt vildt for at komme hen til Luke, og først der går det op for mig, at han har en fritte med. Sådan et lille, tyndt måragtigt dyr, der ligner en gnaver, men vistnok er et rovdyr. Jeg har set dem mange gange i dyrehandlen, men aldrig i ”virkeligheden” og slet ikke ude at gå tur med sele og det hele.

Denne her står helt stivnet med kroppen i en mærkelig bueagtig bevægelse og gemmer sig bag Lukes ben.

”Er det en fritte?”

”Ja, eller en ilder. Det er næsten det samme.” Luke rækker ned og tager den op. Han løfter den rundt om maven, og holder den hen mod mig, og så går Balder ellers helt amok.

Springer og snor sig og gør for at komme op til dyret. Som jeg er i tvivl om, hvorvidt han betragter som en legekammerat eller et bytte. Jeg håber på det første, da han får snuden op og snuser til ilderens ansigt.

”De kan faktisk dræbe en hund,” siger Luke.

Jeg har lidt svært ved at forestille mig det, men siger ikke noget.

”De kravler op ad bagbenet, til struben. Og bider til.”

”Vildt.” Jeg føler ikke rigtigt, at Balder er i fare, eftersom Luke har et fast greb i dyret.

”Den er albino.” Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommenterer det, for enhver idiot kan jo se det på de røde øjne og den hvide pels.

”Ja.” Luke holder den op for sig, så deres ansigter er ud for hinanden.

Og som han står der; halvmørket sænket omkring os. Gadelygten bag ham oplyser kanten af hans ansigt, glorieagtigt: Dyret og drengen. Så er der noget i hans ansigt, en blidhed, som jeg næsten får lyst til at række ud efter. Og jeg ved pludselig noget, et eller andet falder på plads i min bog, og mine fingre begynder at klø helt vildt for at beskrive følelsen:

Det er den måde, lyset får skyggerne til at træde tydeligere frem. Hans øjne ser mørke ud. Det er, som om der svømmer noget rundt nedenunder hans perfekte skal, noget, som jeg kun har set i glimt, men har enormt meget lyst til at undersøge.

Fuck, hvor har jeg lyst til at række ud efter ham.

Hvad synes du om uddraget? Tror du, at du kommer til at læse bogen? Den udkommer snart:)