tirsdag den 1. november 2016

Sådan bygger du en god hovedperson - fra forfatterens egen værktøjskasse til DIN bog

Få styr på din hovedpersons want og need samt hans/hendes indre og ydre personlighed. Og ikke mindst din persons udvikling gennem romanen! Hovedpersonen driver nemlig handlingen og plottet!

Camilla Wandahl har skrevet flere romaner for børn og unge.
Her fortæller hun om, hvordan man opbygger en god hovedperson.
(banner: Jan Kallesen, Omslag: Ejsing, Bertelsen, Stoltze, Breth)

Noget af det allervigtigste, når du skriver fiktion er dine personer. Det er vigtigt, at de virker som troværdige og nuancerede personer. Det er jo dem, læseren skal identificere sig med, og dem, der skal drive handlingen fremad!

Ydre
Du skal selvfølgelig have styr på personens udseende. Du kan sagtens gå i gang med at skrive uden at ane, hvordan personen skal se ud, og så finde på det undervejs – men når du redigerer din bog/novelle, er det nødvendigt at du tjekker udseendet godt i gennem. Det går jo ikke, at han har rødt hår på den ene side og grønt på den anden!
Du behøver ikke beskrive alt ved din hovedpersons udseende. Faktisk er det tit bedre at udvælge nogle tydelige træk og så beskrive dem, fx hvis hun altid har tre forskellige øreringe på.

Indre
For at skabe en person, der virker ”hel”, er det vigtigt, at gøre ham eller hende nuanceret. De rer ikke nogen, der kun er onde eller kun er gode. Der er heller ikke nogen der kun er en ”hestepige” en hel bog i gennem – alle er også ”veninder”, ”forelskede” eller måske ”bange” for noget.
Hvad er din persons største ønske? Hvad er din persons værste frygt? At vide den slags kan give dig noget at gå efter, når du skriver.

Want og need

Inden for filmverdenen taler man om to begreber, der hedder want og need (ønske og behov). Det betyder kort fortalt, at hovedpersonen er styret af sit need (ønske) efter at opnå noget bestemt. Men samtidig har han/hun et indre need (noget han har behov for at lære).

Want (ønske/vilje) – det som din person gerne vil. Fx blive rig, forelsket, hævne sine forældres død etc.
Need (indre behov) – det som din person har brug for at lære (ofte ved han det ikke selv). Fx at være en god ven, at tro på sig selv, at tage ansvar osv.

Er der nogen af jer, der har set Hals store kærlighed? Den handler om en mand, der er meget overfladisk og kun vil date meget lækre kvinder. En dag bliver han forhekset, så han tror alle grimme kvinder, er lækre. Og han forelsker sig i det han tror er en meget lækker kvinde (der i virkeligheden er sådan en type, som han aldrig ville være faldet for).
Her er hovedpersonens want at score en lækker pige, men hans need er at finde ud af, at det indre der tæller. Men det forstår han selvfølgelig ikke før til sidst. 

Og i Løvernes Konge er Simbas want tydeligt udtrykt i sangen ”Jeg blir’ meget snart mejestæt – Som konge blir’ jeg mægtig stor” – han tænker mest på at blive en sej konge og gøre seje ting, fx gå på en elefantkirkegård. Men i virkeligheden har han brug for at lære at tage ansvar for at blive en ansvarlig regent (hans need).

Eksempler på typiske want/need-sammenhænge:
Want: at blive rig / Need: At lære medmenneskelighed/næstekærlighed/venlighed
Want: At være ung og feste hele tiden / Need: At lære at tage ansvar
Want: At hævne sine forældres død / Need: At acceptere deres død og selv komme videre

Det er ikke altid, at hovedpersonen får både sit want og need opfyldt. Som læser bliver man som regel godt tilfreds, hvis både want og need bliver opfyldt til slut, men det kan også være en god oplevelse, hvis need’et bliver opfyldt. Hvis hovedpersonen til gengæld kun får sit want opfyldt, og ikke lærer noget af det, så kommer man tit til at tænke på, om personen overhovedet har udviklet sig?

En lille note, der vil ødelægge dit forhold til TV-serier for altid;) En karakter i en TV-serie dør som regel først, når hans need er blevet opfyldt. Med mindre det er fordi han ikke længere gad at være med i TV-serien og skal skrives hurtigt ud. Prøv at lægge mærke til det i fremtiden!

Hovedpersonens udvikling

Vi kan rigtig godt lide at læse om personer, der udvikler sig. Så kan vi jo spejle os i deres udvikling.
Personens need er en god rettesnor for udvikling. Hvad er det, han/hun har brug for at lære? Hvad er anderledes for ham/hende i slutningen i forhold til i starten?
Hovedpersonen skal gerne komme hjem med en ny viden fx og have lært noget. Ellers ender det jo som Olsen Banden, der er dømt til at gentage deres handlinger igen og igenJ

Hvordan bruger du det i DIN bog? 
Arbejder du allerede på en bog med en hovedperson, kan du nemt komme i gang med at arbejde med hovedpersonen. Slå op i en notesblok og lav fire overskrifter: 

Ydre karakteristika: 
Indre karakteristika:
Min hovedpersons want: 
Min hovedpersons need: 
Min hovedperson udvikler sig således: 

Du kan også vælge at hurtigskrive om hvert punkt, hvis du er i tvivl om, hvad du skal skrive. Læs mere om hurtigskrivning her