onsdag den 15. marts 2017

En bogblogger fortæller - Wondrous Bibliophile på besøg!

Gæsteblogger Malene fra bogbloggen Wondrous Bibliophile fortæller om, hvordan det er at være bogblogger og giver tips til dig, der måske drømmer om at starte din egen bogblog. 

Malene fra Wondrous Bibliophile
Mit navn er Malene, jeg er 24 år og jeg er måske, måske ikke, bibliofil – i hvert fald nærer jeg en stor kærlighed til litteratur og bøger, hvilket også var dét, der fik mig til at oprette bogbloggen Wondrous Bibliophile.

Inspireret af en del andre dygtige bogbloggere, startede jeg i 2013 min egen bogblog, som det første års tid bestod af en masse sporadiske og forskellige indlæg, der alle havde bøger i fokus. Jeg forsøgte mig frem og fandt ud af hvilken blogger jeg ville være, hvilken type indlæg bloggen skulle have – et punkt hvor kun fantasien sætter grænser, virkelig – og jeg tror faktisk først, at da kalenderåret viste 2015 og bloggen var omkring et halvandet år gammel, at jeg virkelig fandt en rytme og min stemme i det evigt voksende bogblogger-samfund.

Min blog er mit fristed og det er der, jeg deler alle de boglige tanker, som jeg simpelthen har behov for at få ud. Jeg ved, at der er folk derude, der læser med og dem er jeg evigt taknemmelig for, men det er for mig selv, at jeg blogger. Det er for at dele erfaringer, oplevelser, ideer og, som tidligere nævnt, de tanker, der fylder mit hoved. Derfor kommer indlæggende på bloggen stadigvæk også lidt sporadisk, selvom jeg stræber efter at udgive et par gange i ugen, for det er bare ikke altid, at jeg føler, at jeg har noget at dele. Det har noget med hverdagslivet at gøre, selvfølgelig også energien og så også dét, at jeg er overbevist om, at indlæg der er skrevet fordi nu er det længe siden jeg sidst har blogget og jeg bør nok vise livstegn, ikke altid er de gode indlæg – det er en ganske fin balancegang mellem at rent faktisk have noget at sige og så bare at sige noget, for at sige noget.

Hvordan er det at være bogblogger? 
Dét at være bogblogger har inviteret mig på nogle fantastiske eventyr, præsenteret mig for en masse fantastiske mennesker og ganske enkelt skabt minder for livet.
Der har været bogmesser og bogbloggertræf, hvor flere dage har været med de kære bøger i fokus. Der har været arrangementer med forfattere, som jeg aldrig troede, at jeg skulle møde og da slet ikke snakke med, som om det var en hverdagssag at sidde ved siden af en dygtig forfatter og drikke drinks, eller at møde en forfatter hvis bøger har betydet så uendeligt meget for en. Der har været samtaler med så mange skønne forlagsfolk, der værdsætter ens blogarbejde og der er blevet skabt så mange særlige venskaber med søde bogbloggere og andre skønne væsener, der har samme passion som mig selv. I pakken har der også fulgt en masse fantastiske læseoplevelser – både dem, som andre bogbloggere har inspireret mig til at læse, de bøger jeg tilfældigt er faldet over og så også en pokkers masse skønne bøger, som forlag har været uendeligt søde at sende som anmeldereksemplarer.
Det er vitterligt magi uden ende og jeg er så taknemmelig for at min hobby, min fritidsaktivitet og min kærlighed til bøger, har ladet mig opleve alt dette.

Sådan ser bloggen ud
Det er dog også en tidskrævende hobby og selv om at det er noget jeg virkelig holder af, så ligger der også en del hårdt arbejde bag de forskellige indlæg og ufatteligt mange timers koncentration, overvejelser og research. Der bliver skrevet og slettet ord, for så at skrive lidt mere og slette lidt igen – lige indtil at jeg er tilfreds med dét der står på skærmen og trykker ’udgiv’. Med det sagt, så er det, hvis du var i tvivl, alt arbejdet værd og jeg ville ikke undvære bloggen eller det den har ført med sig for noget.

Bøger er, uden tvivl, min hverdag og min store passion. Når jeg tager afsted på arbejde, så er endestationen Arnold Busck i Sønderborg, hvor ting som bogsalg og boganbefalinger er en del af jobbeskrivelsen. Når jeg kommer hjem, så er det til en lille lejlighed, der vel snart består 30% bøger og reoler. Når jeg skal koble af, så er det oftest med en god bog i hænderne og når jeg har brug for at lufte nogle tanker, så er bogbloggen lige foran mig, som en tålmodig og bestandig ven, klar til at tage imod mine ord.

Start din egen bogblog
Hvis du sidder derude med et ønske eller en idé om at starte en (bog)blog, så har jeg kun en ting at sige: gør det!
Find ud af hvad der får din blog til at skille sig ud, omfavn det og skriv så løs. Skriv om alt det, der falder dig ind og udgiv det - som tidligere nævnt, så er det kun fantasien der sætter grænser og så længe du skriver passioneret, så skal resten også nok komme med tiden.
Hvis du har spørgsmål til enten blogbloggeriet eller noget som helst andet, så er du velkommen til at kontakte mig på enten bloggen, e-mail, Instagram eller hvor end du lige føler for det – i hvert fald er der links til det hele, i slutningen af indlægget!

Mit navn er Malene, jeg er 24 år og jeg er måske, måske ikke, bibliofil – i hvert fald er jeg bogelsker og bogblogger og jeg elsker det.

Steder jeg gemmer mig:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar